Reformdebatten er på sit højeste, og den tager i stor stil udgangspunkt i reformkommissionens flerårige arbejde. Kom med ind i kommissionens arbejdsrum og få et indblik i, hvordan arbejdet med fremtidens reformprogram er foregået.

Reformkommissionen afsluttede i maj deres flerårige arbejde, hvor forslagene derfra i dag er til stor debat, både fra folketingets talerstol, ude på kommunekontorerne og i medierne.

Kommission, der blev nedsat i oktober 2020 med formand og økonomiprofessor Nina Smith i spidsen, skulle komme med forslag til reformer af arbejdsmarkedet og uddannelsessektoren – en opgave, der, ifølge et af kommissionens egne medlemmer, ikke helt var som tidligere kommissioners opgaver:

”Vi blev præsenteret for en opgave, hvor det var meningen, at vi skulle løse en bred vifte af problemer, som de fleste tidligere havde opgivet at knække koden på,” fortæller Philipp Schrøder, der er professor ved institut for økonomi på Aarhus Universitet.

Den slags problemer er også kendt som ”vilde problemer”. En type af samfundsproblemer, der er karakteriseret ved, at de er komplekse og kaotiske – og aldrig kan løses ved kun at tage fat et sted.

I det efterfølgende vil du kunne få et indblik i, hvordan dét arbejdsrum opleves indefra, og hvordan de reformforslag, der kan komme til at definere det danske samfund for fremtiden, blev til.

Blandt graffiti og bæredygtig emballage præsenteres ”vilde løsninger”

Vi starter, hvor det slutter. I Emblasgade på Ydre Nørrebro, hvor cafeen i et kultur- og ungehus sætter rammen for det sidste punktum i reformkommissionens arbejde.

Det handler denne gang om hvordan man få unge og voksne på kanten af samfundet i arbejde. Her er Nina Smith flankeret af Philipp Schrøder og Jon Kvist, der begge har siddet med i kommissionen, postevand i miljørigtig emballage, og en nysgerrig presse.

Det regner, så repræsentanterne fra reformkommissionen er rykket indendørs.

”Hvis vi nu havde været udenfor, og det ikke regnede, så ville I kunne se noget meget autentisk graffiti ude på murene,” siger Nina Smith indledende, med henvisning til det fokus som den tredje forslagspakke særligt beskæftiger sig med.

Pressemødet går i gang. Formen er som den plejer, en lang mundtlig præsentation af kommissionens forslag, men Jon Kvist, der er professor ved Institut for Samfund og Erhverv på Roskilde Universitet, bliver alligevel ramt af en sær blandet følelse.

Han føler sig glad, men også lidt tom.

Det er et afsluttende punktum på en mangeårig rejse, og et arbejdsfællesskab, der inkluderer nogle af de allerdygtigste eksperter på området. Det er ikke kun Jon, der oplever en smule vemodighed. Selvom Phillipp glæder sig til at få lidt mere plads i kalenderen, så kommer han til at savne at få udfordret sin faglighed af dygtige folk indenfor forskelligartede discipliner, særligt dem, der ligger langt fra sit eget felt.

Jon Kvist har erfaring med kommissionsarbejde fra tidligere. Han har siddet i både ydelseskommissionen og dagpengekommissionen, hvor Nina Smith også var formand i den sidstnævnte.

Hvordan finder man løsninger på ”vilde” problemer?

Erkendt, forsøgt løst, uløst. Det var mantraet, da reformkommissionen i starten pegede på de ”vilde” problematikker, som de ville arbejde med.

”Der var en ret åben dagsorden, for hvad man kunne tage sig af, og for hvilke af de meget komplekse problemstillinger, vi ville tage fat i. Ideen var, at man skulle tilgå arbejdet med nye øjne på gamle problemer – det man kalder for vilde problemer,” siger Jon Kvist.

De fem områder, som reformkommissionen ville arbejde med:

• Unge med uforløst potentiale.
• Voksne uden fodfæste på arbejdsmarkedet.
• Uddannelsesindsatsen er ikke fremtidssikret.
• Komplekst møde mellem borgeren og det offentlige.
• Uudnyttet produktivitetspotentiale.

En hjørnesten i reformkommissionens nye tilgang var, hvem man talte med, når der skulle udformes forslag. I stedet for at kigge smalt på ledelseslaget i offentlige instanser, så har der f.eks. været inddraget socialrådgivere, der arbejder med området i praksis, kontanthjælps- og dagpengemodtagerene selv, og unge, der befinder sig forskellige steder i systemet.

“Vi holdt mere end 200 møder med interessenter, samt workshops og seminarer, så det var også en meget mere åben arbejdsform i forhold til, hvad der ofte er tilfældet,” siger Jon Kvist.

Han fremhæver yderligere de fem arbejdsgrupper, som har været essentielle for at kunne ideudvikle og trykteste kommissionens ideer, og hvor der har været plads til et tættere samarbejde med praktikere og videnspersoner.

De fem arbejdsgrupper, som kommissionen arbejdede i:

• Mødet mellem borgeren og systemet
• Opkvalificering af ufaglærte
• Unge uden uddannelse
• Produktivitet og jobskabelse
• Faculty of Education

Mere end finanspolitisk holdbarhed: Et helhedsorienteret perspektiv

Reformkommissionen har i forhold til tidligere kommissioner, der arbejdede med arbejdsmarkedsreformer, et mere helhedsorienteret blik på tingene.

Den nye type af reformer er af Nina Smith blevet døbt andengenerationsreformer, og adskiller sig fra førstegenerationsreformer ved også f.eks. at kigge på områder som produktivitet og uddannelse.

”Det Nina kalder for førstegenerationsreformer, det er arbejdsmarkedsreformer, som stort set består i, at man ændrer på rettigheder og ydelser. Det vil sige ’stilleskruerne’, det er nogle parametre i loven, og så er dét sådan set det,” siger Jørgen Søndergaard, forskningsleder i VIVE, medlem af reformkommissionen og tidligere kommissionsformand.

Ifølge Jørgen Søndergaard, handler det derfor denne gang ikke kun om den finanspolitiske holdbarhed, men om at få løst de ”vilde” problemer.

”Man kan sige, de reformer vi arbejde med i reformkommissionen, de er mere komplicerede på den måde, at de handler om meget andet, end bare nogle stilleskruer i lovgivningen. Det gælder særligt, det som handler om uddannelsessystemet, som er nogle enormt komplicerede ting, hvor både indholdet og det at få det implementeret er en helt anderledes kompliceret opgave, end det er at stille på nogle rettigheder i dagpengesystemet eller pensionsalderen,” siger Jørgen Søndergaard.

I en dansk kontekst er begrebet andengenerationsreformer introduceret af Nina Smith i en kronik om emnet i 2016, men kimen blev lagt allerede året før i dagpengekommissionen, hvor Nina og Jon Kvist begge var med.

Ideen til reformkommissionen startede i Overformynderiet

Vi er i Overformynderiets gamle lokaler. Facaden er grå, og mellem jernbetonribberne er den belagt med grønlandsk marmor. Her forvaltedes de umyndige og forsvundne danskeres formuer indtil 1982. I disse dage er det beskæftigelsesministeriet, der har hjemme i bygningen.

Over indgangen fra Holmens Kanal står ”OVERFORMYNDERIET” fortsat skrevet med versaler.

Jon Kvist og Nina Schmidt er til møde, som en del af arbejdet i dagpengekommissionen, hvor Nina også er formand. Der sidder chefer og embedsfolk fra alle relevante ministerier, de ni kommissionsmedlemmer og en stribe af specialkonsulenter indenfor dagpengeområdet.

En embedsmand skal forklare de daværende genoptjeningsregler i dagpengesystemet. Han når til slide nummer fjorten i sit oplæg – og går i stå. Han kan ikke forklare reglerne.

Og der er heller ingen andre i lokalet, der kan finde hoved og hale i reglerne, så mødet må fortsætte til andre punkter på dagsordenen.

“Det var nogle af de klogeste hoveder i landet på dagpengeområdet, og som ovenikøbet havde haft tid til at sætte sig ind i det forud for mødet,” siger Jon, mens han tænker tilbage på episoden, og fortsætter:

“Det var nogle helt obskure regler, som ikke gav nogen mening, og der var ikke nogen, der havde tænkt, at det skulle være på den måde, men det var bare blevet sådan gennem årene.”

Embedsmanden får to uger til at tænke sig om og forberede sig til det næste møde.

Vi er tilbage i beskæftigelsesministeriets mødelokale. Præsentation går i gang, men ved præcist samme slide går embedsmanden endnu engang i stå – han kan stadigvæk ikke forklare reglerne. Efter mødet forlader Jon lokalet med en lidt dårlig fornemmelse over, at man forventer, at borgere og sagsbehandlere kan forstå systemet, når ikke engang de dygtigste eksperter kan.

”Det var der, at vi begyndte at tænke, det kunne være, vi skulle se på problemerne på nogle nye måder, og ikke bare på hvordan reglerne og de økonomiske incitamenter ser ud, men i langt højere grad også hvordan de reelt bliver oplevet af ansatte og borgere i systemet,” forklarer han.

Reformerne er ude af kommissionens hænder

Vi er tilbage, hvor vi startede, ved afslutningen på reformkommissionens arbejde. De har foreslået en bred vifte af reformer, der kan være med til at omforme arbejdsmarkedet, uddannelsessektoren og beskæftigelsesindsatsen.

Du kan læse mere om de tre reformpakker – “Nye reformveje 1, 2 og 3” her.

Blandt de tre kommissionsmedlemmer, som er med i artiklen, har der været stor ros til de mange mennesker, der udover kommissærerne, har været med til arbejdet i reformkommissionen: ”Vi havde en topprofessionel sekretariatsbetjening, det har været enormt imponerende,” siger Philipp Schrøder afsluttende.

Nu er reformerne ude af kommissionens hænder, det videre arbejde er op til politikerne.