Mette Frederiksens ægteskab med højrefløjen og nyvundne reformiver i arbejdsmarkedspolitikken er et brud med den fortælling, der i første omgang vandt hende magten, det siger politisk kommentator Erik Holstein.

Mette Frederiksens (S) drastiske kursændring i forhold til arbejdsmarkedsreformer og den økonomiske politik er svær at forstå. Tidligere var store arbejdsmarkedsreformer, der skulle hæve arbejdsudbuddet: ”ikke groet i hendes have”. Skiftet er et markant brud med den politiske fortælling, der i første omgang vandt Mette Frederiksen magten. Det mener politisk kommentator og analytiker Erik Holstein:

”Ud fra et analytisk perspektiv, er der jo et problem, når jeg skal forklare, hvad der sker. Jeg synes, der er et element af uforståelighed i det her.”

Men hvorfor er strategien ”uforståelig” og hvad får den garvede politiske analytiker til at klø sig i hovedbunden, når Mette Frederiksens skifte skal forklares?

Hun vandt på opgøret med Thorning-tiden, nu er hun gået samme vej

Socialdemokratiet dannede efter sidste valg regering med Venstre og Moderaterne, og da hun skulle præsentere hendes nye regering, annoncerede Mette Frederiksen skiftet i reformpolitikken: “Hvis Danmark skal forblive det bedste land i verden, har vi brug for reformer,” sagde hun.

Det handler særligt om reformer, der skal øge arbejdsudbuddet. Arbejdsudbud er er et teoretisk begreb, som dækker over hvor meget danskerne samlet ønsker at arbejde. Den nyvundne reformiver bliver set som et godt ryk mod højre, og kan potentielt ende skidt for den socialdemokratiske statsminister.

”Hun har opnået så meget i den første valgperiode, og i de første år hun var leder af partiet. Hun havde samlet partiet, og hun havde fået skabt en ny begejstring om partiet, hun opnåede et rigtigt godt valgresultat ved sidste valg, så jeg synes hun sætter rigtigt meget over styrs, med den manøvre hun har lavet,” siger Erik Holstein.

Tidligere lagde Mette Frederiksen og hendes netværk af socialdemokrater ellers kraftigt afstand til tiden under hendes forgænger Helle Thorning-Schmidt, som stod fast på at gennemføre økonomiske reformer, der skulle øge arbejdsudbuddet, og det var ifølge Erik Holstein også en del af den fortælling, der vandt hende magten.

”Der er ingen tvivl om, at især Bjarne Corydon godter sig meget i den her tid, de synes jo de er blevet hældt ned af brættet – og nu er deres slogan, at socialdemokraterne er vendt tilbage fra legestuen og ind i de voksnes verden. De føler sig jo rehabiliteret – alene dét burde bekymre Mette Frederiksen,” siger Erik Holstein.

Mette Frederiksens skift plejer at være troværdige

Det er ikke første gang, at Mette Frederiksen lægger kursen om.

”Jeg synes, at de skift Mette Frederiksen ellers har foretaget sig i sin karriere, er hun sluppet godt fra, og hun har formået at binde det ind i en troværdig fortælling,” siger Erik Holstein.

Han peger særligt på skiftet i udlændingepolitikken, hvor retorikken dengang gik på, at hun gennem sin tid som minister var blevet klogere, og derfor så verden med nye briller:

”Forklaringen om, at hun som beskæftigelsesminister, så på nogle beskæftigelsestal, der var helt håbløse for nogle bestemte etniske grupper, og som justitsminister sad med nogle kriminalitetstal, der var helt håbløse for de samme grupper – og at der blev hun meget bevidst om, hvad det var for nogle problemer, der eksisterede.” siger Erik Holstein, og fortsætter:

”Det synes jeg blev forklaret, og det var nogle forklaringer, der blev accepteret af en bred vælgerskare.”

Han køber dog ikke fortællingen om det nye skifte, og det tyder på, at vælgerne heller ikke er solgt.

”Det der sker nu her, det hænger ikke rigtigt sammen. Hun har store problemer med at få det til at passe ind i en overordnet fortælling, og man kan se, at ikke og alene er partiets vælgertal meget dårligere end de var ved valget, men hendes personlige popularitet er også faldet kraftigt.

Ny vin på gamle flasker: Fortællingen glider ikke ned hos baglandet

Der har skullet en ny fortælling til for at forklare, hvorfor det nu giver mening at støtte store arbejdsudbudsreformer. Ret og pligt har historisk været et socialdemokratisk mantra, og det er ifølge Erik Holstein også den fortælling som Mette Frederiksen forsøger at tale sit skifte ind i.

”Hun pakker det meget ind i den ellers klassiske socialdemokratiske fortælling om ret og pligt – som jo altid har været kendetegnende for dem gennem tiden,” siger Erik Holstein og fortsætter:

”Nu deltog jeg på socialdemokratiets årsmøde i Aalborg for ikke så længe siden, og det var budskabet også, at det vi gør nu, det er klassisk socialdemokratisk.” siger Erik Holstein, og fortsætter:

”Men den fortælling glider ikke rigtigt ned hos baglandet.”

En af grundene til, at Mette Frederiksen gør som hun gør skal findes i prisen for at komme i regering med de borgerlige, hvor Erik Holstein mener, at: ”en del af ‘dealen’ for at kunne gå i regering med de borgerlige, og lave den her regering over midten, der var netop de her arbejdsudbudsreformer. Så det er klart, at det har være en forudsætning, for at komme i regering med Venstre og Moderaterne.”

Men for Erik Holstein er prisen altså alt for høj for Mette Frederiksen, og det er noget af det, der gør det så svært at forstå.

Uviljen mod Mette Frederiksens arbejdsmarkedsreformer viser sig

På Dansk Erhvervs årsmøde i september 2021 er Mette Frederiksen med og holder tale for erhvervslivet, hvor hun f.eks. udtaler: ”Den regering, Danmark har nu, er også erhvervslivets regering.”

På det møde ser vi ifølge Erik Holstein også de første spæde skridt til Mette Frederiksens kursskifte:

”Det skræmte ikke nogen vælgere væk, det kunne godt være hun sagde nogle ting der lød meget lidt socialdemokratisk, men det den tidligere regering i praksis havde gennemført, det var jo f.eks. arnepensionen, og det var stadigvæk det man forbandt med Mette Frederiksen,”

En uge efter udskriver Mette Frederiksen valget, og indkasserer halvtreds mandater til socialdemokratiet svarende til 27,5 procent af vælgerne. Det bedste valg for Socialdemokratiet i mere end to årtier.

Det er først herefter, at de første ridser i lakken viser sig. Ser man på meningsmålingerne i det halve år efter, så går det næsten kun en vej – og det er ned. I den seneste meningsmåling, som Epinion har lavet for DR, står partiet til 20,4 procent af stemmerne – omsat til mandater ville Socialdemokratiet miste tretten af deres kollegaer på Christiansborg.

”Det er jo katastrofalt, når man stod til 27,5 procent for mindre end et år siden.” siger Erik Holstein.

Særligt peger Erik Holstein på afskaffelsen af store bededag og et forsøg på at ændre i seniorpensionen, som to af de ting, der har fået danskerne til at vende ryggen til socialdemokratiet.

”Det var ved at gå helt galt, man havde den her fejlagtige opfattelse af, at det ikke gjorde så meget, at man tog fat i seniorpensionen, for det var jo en Løkke-opfindelse, og de stod jo på Arnepensionen i stedet for. Det er jo fuldstændigt fortænkt, det er sådan en tankegang, der kun findes på Christiansborg,” siger Erik Holstein.

Det betyder ifølge Holstein dermed ikke det store for vælgerne om seniorpensionen er opfundet af Løkke eller ej, de ser bare en ordning, der er attraktiv for dem, som bliver udhulet.

”Selv i socialdemokraternes allerøverste top, har man jo erkendt, at det var en fejl at forsøge det. Hvis de var gået til valg på at afskaffe store bededag og massakrere seniorpensionen, så havde de nok været landet på den forkerte side af 20 procent, og det er den regning, der begynder at indhente dem nu.”

Skilsmissen med venstrefløjen: Frygten for et løsgående missil var for stor

SVM-regeringen var ikke Mette Frederiksen og Socialdemokratiets eneste mulighed efter valget, og skuffelsen blandt de gamle venner på venstrefløjen var også til at spore, da det stod klart, at det ikke blev omsat til en ny koalition med dem – men i stedet en stærkere forhandlingsposition for Mette Frederiksen.

Socialdemokraterne fik i sidste time et afgørende mandat, da en aldrig brugt regel i valgloven trådte i kraft. Det betød, at socialdemokraterne stod med 50 mandater i stedet for de 49, som deres stemmetal ellers berettigede dem til.

”Hun havde lige flertal med sit gamle parlamentariske grundlag, og så også med alternativet og de nordatlantiske mandater, men det flertal var ekstremt spinkelt og skrøbeligt,” siger Erik Holstein.

Frygten for at et enkelt mandat ville kunne afpresse regeringen var ifølge Erik Holstein for stor:

”Zenia Stampe gik rundt på valgaftenen og sagde: ’jeg er mandat nummer halvfems’. Så at basere sig på hende eller Theresa Scavenius, som af socialdemokraterne begge anses for at være fuldstændigt utilregnelige, det turde man i sidste ende ikke,” siger Erik Holstein og fortsætter:

”Så har det også betydet noget, at man blev væltet af de radikale – i “slowmotion”, det har også gjort, at i det hele taget at bygge en regering på de radikale, det har heller ikke været ønsket. De ting har helt reelt spillet en rolle i det valg.”

Socialdemokraterne selv er optimistiske

På trods af, at der kan være mange forskellige forklaringer på socialdemokraternes kursskifte, så er den garvede analytiker fortsat ikke blevet overbevist af Mette Frederiksens strategi:

”Selv hvis du gør alle de her ting op, og peger på elementer og forklaringer for skiftet, så er der for mig stadigvæk et stort element af uforståelighed. Jeg synes hun sætter rigtigt meget over styrs, med den manøvre hun har lavet,” siger Erik Holstein.

Hvis det skal lykkes for Mette Frederiksen at få overbevist vælgerne, om at hendes retning er den rigtige, så skal der ifølge Erik Holstein mærkbare resultater på bordet inden næste valg, og det kan der være lange udsigter til.

”Nu må vi se, hvordan det løber af stablen. Mette Frederiksen og folkene omkring hende, i hvert fald de nærmeste, er ret optimistiske – så er spørgsmålet om der er grundlag for det”.

Indstillingen til reformer af arbejdsmarkedet har ændret sig. Altinget dykker ned i de største skift gennem tiden og giver sammen med arbejdsmarkedsforsker Flemming Larsen et bud på hvorfor.

Debatten om arbejdsudbud og reformer er blusset op igen. Reformkommissionen har aflagt deres sidste indspark til fremtidens arbejdsmarkedsreformer, erhvervslivet skriger efter et højere arbejdsudbud, og statsminister Mette Frederiksen (S) satser massivt på reformsporet.

Reformer af arbejdsmarkedet er dog ikke noget nyt. Derfor dykker Altinget ned i, hvordan indstillingen til arbejdsmarkedsreformer har udviklet sig:

“Man har gennem tiden vendt tænkningen fuldstændigt på hovedet. I dag er det ikke længere ulykken for den enkelte, men i stedet vores finanser og arbejdsudbuddets størrelse, der er drivkraften for, hvordan vores reformer ser ud,” forklarer Flemming Larsen, der er professor ved Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet.

Ifølge arbejdsmarkedsforskeren er der også derfor reformkommissionens fokus på andengenerationsreformer er spændende: ”Hvis det er det, som regeringen går med, så vender vi muligvis tingene på hovedet igen.”

Hvad er andengenerationsreformer?

Andengenerationsreformer er en nyere type reformer, der i en dansk kontekst er introduceret af den tidligere økonomiske vismand Nina Smith. De kan bredt defineres som reformer, der øger velstanden, uden at øge utrygheden og uligheden i samfundet.

De er kendetegnet ved at arbejde med komplekse problemstillinger, som ikke kan løses ved at ”skrue” et enkelt sted, men skal være en indsats, der griber ind fra flere vinkler.

De arbejder f.eks. med at:

• forøge de beskæftigedes produktivitet.
• forbedre uddannelsessystemet, så flere kan gennemføre.
• arbejde for stabil beskæftigelse for folk, som står uden for arbejdsmarkedet.
• have et bredere fokus end førstegenerationsreformer, der snævert fokuserer på at forøge mængden af personer i arbejdsstyrken ved incitamenter til beskæftigelse.

Arbejdsmarkedsreformer handler i starten om social sikring

Vi starter helt tilbage i 1880’erne. Her dukker de første arbejdsløshedskasser op. I starten var a-kasserne fuldstændigt selvfinansierede, små og fagbestemte – men det går dog sjældent godt med økonomien. Folketinget nedsætter derfor i 1903 ”Den Parlamentariske Invaliditets- og Alderdomsforsikringskommission”. Kommissionen foreslår en reform af dagpengeområdet, hvor loven om statsanerkendte arbejdsløshedskasser derefter vedtages.

”Hvis vi går helt tilbage på arbejdsmarkedsområdet. Så er de første reformer meget orienterede om det man kan kalde social sikring. Hele udgangspunktet er, at man skal have en form for kompensation, hvis man er ufrivilligt arbejdsløs – arbejdsmarkedspolitik er altså socialpolitik i starten,” siger Flemming Larsen.

Den maksimale dagpengesats sættes her til to kroner om dagen – deraf dagpenge, og med den nye reform bliver udgifterne delt mellem staten, kommunerne og a-kassernes medlemmer. Tilskuddet har et fast loft på maksimalt 250.000 kroner – uanset størrelsen på a-kassen.

Det er dog fortsat en privat forsikringsordning, men nu med offentligt tilskud og tilsyn.

Staten overtager arbejdsformidlingen og risikoen i dagpengesystemet

I slutningen af 1960’erne kommer en af de næste store reformer af arbejdsmarkedet. På baggrund af anbefalinger fra en trepartskommission nedsat i 1964 overtager staten arbejdsformidlingen fra a-kasserne og fagforeningerne.

”Der sker et skifte, hvor man i stedet skal hjælpe arbejdsmarkedet. Det primære havde før været social sikring af den enkelte, det havde man styr på, så nu skulle der laves et system, der kunne hjælpe til at fordele arbejdskraften hensigtsmæssigt,” siger Flemming Larsen.

Det er nemlig svært for mange danske virksomheder at finde arbejdskraft under højkonjunkturen i de glade tressere. I denne periode ser vi derfor også for første gang rigtigt mange gæstearbejdere, særligt fra lande som Jugoslavien, Tyrkiet og Pakistan.

På trods af det økonomiske opsving i 1960’erne har mange a-kasser dog stadigvæk store økonomiske problemer – til tider i så grel en grad, at de ikke kan udbetale understøttelse til deres arbejdsløse medlemmer. Derfor går staten i samme omgang ind og overtager marginalrisikoen fra a-kasserne. I praksis betyder det, at staten er med til at dække de stigende udgifter til understøttelse under en lavkonjunktur.

Dermed skabes den model for dagpengesystemet, som vi kender i dag – og det muliggør et af de næste helt store skift, som Flemming Larsen ser gennem sin forskning.

For når staten overtager, så bliver det muligt at sætte flere krav.

Fra konjunkturarbejdsløshed til strukturarbejdsløshed

Oliekriserne rammer. Den første gang i 1970’erne. Arbejdsløsheden eksploderer, energipriserne firdobles, produktionen falder og inflationen stiger, men man holder langt hen ad vejen fast i det system, som blev oprettet i årtiet forinden.

”Når man læser dokumenter fra den periode, så talte alle stadig om konjunkturarbejdsløshed, hvor der var en forståelse af, at tingene går op og ned, men da tanken dengang var, at folk ikke selv kunne gøre for deres arbejdsløshed, måtte vi sikre folk, når de stod uden arbejde.”

I 1980’erne har man stadigvæk problemer med høj arbejdsløshed, men på samme tid, så er der nogle brancher, hvor der mangler arbejdskraft. Det får eksperter og politikere til at undre sig, og i faglitteraturen sker starten på et skifte.

Fra at tale om konjunkturarbejdsløshed, begynder man i stedet at tale om strukturarbejdsløshed. Hvor konjunkturarbejdsløshed skyldes en mangel på efterspørgsel af arbejdskraft, så handler strukturarbejdsløshed om dem som ikke får et job, selvom efterspørgslen findes.

”Her kommer der også den første snært af, at arbejdsløsheden måske ikke kun eksisterede fordi folk ikke kunne få et job, men der måske også var et element af mangel på vilje,” siger Flemming Larsen.

Fra evighedsgaranti til nutidens dagpengesystem

Indtil 1993 kan man i teorien blive i dagpengesystemet for evigt. De aktiveringstilbud, der findes, er reelt kun møntet på at genoptjene dagpengeretten.

Her kommer den helt store reform, bedst kendt blot som ”arbejdsmarkedsreformen” og grænsen for hvor længe, du kan være på dagpenge, bliver sat til syv år.

”Her ser vi et kernebrud i den dominerende tænkning både på politisk plan og blandt forskere. Det hjælper ikke noget at have et ensporet fokus på social sikring, nu er vi nødt til at gå mere aktivt til værks overfor de arbejdsløse,” forklarer Flemming Larsen.

Et reelt aktiveringssystem bliver oprettet, og der bliver sat flere krav til de arbejdsløse. Som dagpengeperioden bliver reduceret op gennem halvfemserne, så stiger kravene til de ledige.

Fra førstegenerationsreformer til andengenerationsreformer

Efter årtusindeskiftet er fokusset ifølge Flemming Larsen helt flyttet over til social disciplinering og på at udnytte alles beskæftigelsespotentiale.

”Arbejdsløshed begynder simpelthen at glide ud af alle dokumenterne, og det kan du også se i alle nyere aftaler på beskæftigelsesområdet, man skriver ikke særligt meget om arbejdsløshed, men orienterer sig rent mod arbejdsudbuddet,” siger Flemming Larsen.

Og det leder os til den debat, der kører nu.

Udviklingen, fra et fokus på social sikring og ulykken for den enkelte, over til finanspolitisk holdbarhed og arbejdsudbuddets størrelse, mener Flemming Larsen, er en af hovedgrundene til, at den centrale styring af beskæftigelsessystemet er så stor, som den er i dag:

“Den statslige styring er nærmest ekstrem på det her område. Vi har indført enormt meget detailstyring, og det er klart, at dem der så sidder med og møder borgerne, og som sidder og skal lave løsningerne, har et andet blik på tingene, end fra centralt hold”

For flere krav kræver mere styring. Han ser dog, at debatten om andengenerationsreformer har potentialet til at være det næste skifte i indstillingen til arbejdsmarkedsreformer.

”Nu snakker man om at fjerne alle statslige proceskrav, have tillid igen til både medarbejdere og borgere, borgeren skal i centrum og vi skal frisætte den offentlige sektor. Det er også det der har foranlediget forslaget om at lukke jobcentrene,” siger Flemming Larsen.

Men det er for arbejdsmarkedsforskeren også vigtigt, at vi holder tungen lige i munden.

“Det kan være rigtigt fint at ville frisætte, men hvad skal så stå i stedet for? Hvordan skal man så styre indsatserne? Og hvordan sikrer vi, at der er en faglig kvalitet?” siger Flemming Larsen.

”Den problematik kommer til at fylde rigtigt meget – men udviklingen er spændende. Uden tvivl”

Reformdebatten er på sit højeste, og den tager i stor stil udgangspunkt i reformkommissionens flerårige arbejde. Kom med ind i kommissionens arbejdsrum og få et indblik i, hvordan arbejdet med fremtidens reformprogram er foregået.

Reformkommissionen afsluttede i maj deres flerårige arbejde, hvor forslagene derfra i dag er til stor debat, både fra folketingets talerstol, ude på kommunekontorerne og i medierne.

Kommission, der blev nedsat i oktober 2020 med formand og økonomiprofessor Nina Smith i spidsen, skulle komme med forslag til reformer af arbejdsmarkedet og uddannelsessektoren – en opgave, der, ifølge et af kommissionens egne medlemmer, ikke helt var som tidligere kommissioners opgaver:

”Vi blev præsenteret for en opgave, hvor det var meningen, at vi skulle løse en bred vifte af problemer, som de fleste tidligere havde opgivet at knække koden på,” fortæller Philipp Schrøder, der er professor ved institut for økonomi på Aarhus Universitet.

Den slags problemer er også kendt som ”vilde problemer”. En type af samfundsproblemer, der er karakteriseret ved, at de er komplekse og kaotiske – og aldrig kan løses ved kun at tage fat et sted.

I det efterfølgende vil du kunne få et indblik i, hvordan dét arbejdsrum opleves indefra, og hvordan de reformforslag, der kan komme til at definere det danske samfund for fremtiden, blev til.

Blandt graffiti og bæredygtig emballage præsenteres ”vilde løsninger”

Vi starter, hvor det slutter. I Emblasgade på Ydre Nørrebro, hvor cafeen i et kultur- og ungehus sætter rammen for det sidste punktum i reformkommissionens arbejde.

Det handler denne gang om hvordan man få unge og voksne på kanten af samfundet i arbejde. Her er Nina Smith flankeret af Philipp Schrøder og Jon Kvist, der begge har siddet med i kommissionen, postevand i miljørigtig emballage, og en nysgerrig presse.

Det regner, så repræsentanterne fra reformkommissionen er rykket indendørs.

”Hvis vi nu havde været udenfor, og det ikke regnede, så ville I kunne se noget meget autentisk graffiti ude på murene,” siger Nina Smith indledende, med henvisning til det fokus som den tredje forslagspakke særligt beskæftiger sig med.

Pressemødet går i gang. Formen er som den plejer, en lang mundtlig præsentation af kommissionens forslag, men Jon Kvist, der er professor ved Institut for Samfund og Erhverv på Roskilde Universitet, bliver alligevel ramt af en sær blandet følelse.

Han føler sig glad, men også lidt tom.

Det er et afsluttende punktum på en mangeårig rejse, og et arbejdsfællesskab, der inkluderer nogle af de allerdygtigste eksperter på området. Det er ikke kun Jon, der oplever en smule vemodighed. Selvom Phillipp glæder sig til at få lidt mere plads i kalenderen, så kommer han til at savne at få udfordret sin faglighed af dygtige folk indenfor forskelligartede discipliner, særligt dem, der ligger langt fra sit eget felt.

Jon Kvist har erfaring med kommissionsarbejde fra tidligere. Han har siddet i både ydelseskommissionen og dagpengekommissionen, hvor Nina Smith også var formand i den sidstnævnte.

Hvordan finder man løsninger på ”vilde” problemer?

Erkendt, forsøgt løst, uløst. Det var mantraet, da reformkommissionen i starten pegede på de ”vilde” problematikker, som de ville arbejde med.

”Der var en ret åben dagsorden, for hvad man kunne tage sig af, og for hvilke af de meget komplekse problemstillinger, vi ville tage fat i. Ideen var, at man skulle tilgå arbejdet med nye øjne på gamle problemer – det man kalder for vilde problemer,” siger Jon Kvist.

De fem områder, som reformkommissionen ville arbejde med:

• Unge med uforløst potentiale.
• Voksne uden fodfæste på arbejdsmarkedet.
• Uddannelsesindsatsen er ikke fremtidssikret.
• Komplekst møde mellem borgeren og det offentlige.
• Uudnyttet produktivitetspotentiale.

En hjørnesten i reformkommissionens nye tilgang var, hvem man talte med, når der skulle udformes forslag. I stedet for at kigge smalt på ledelseslaget i offentlige instanser, så har der f.eks. været inddraget socialrådgivere, der arbejder med området i praksis, kontanthjælps- og dagpengemodtagerene selv, og unge, der befinder sig forskellige steder i systemet.

“Vi holdt mere end 200 møder med interessenter, samt workshops og seminarer, så det var også en meget mere åben arbejdsform i forhold til, hvad der ofte er tilfældet,” siger Jon Kvist.

Han fremhæver yderligere de fem arbejdsgrupper, som har været essentielle for at kunne ideudvikle og trykteste kommissionens ideer, og hvor der har været plads til et tættere samarbejde med praktikere og videnspersoner.

De fem arbejdsgrupper, som kommissionen arbejdede i:

• Mødet mellem borgeren og systemet
• Opkvalificering af ufaglærte
• Unge uden uddannelse
• Produktivitet og jobskabelse
• Faculty of Education

Mere end finanspolitisk holdbarhed: Et helhedsorienteret perspektiv

Reformkommissionen har i forhold til tidligere kommissioner, der arbejdede med arbejdsmarkedsreformer, et mere helhedsorienteret blik på tingene.

Den nye type af reformer er af Nina Smith blevet døbt andengenerationsreformer, og adskiller sig fra førstegenerationsreformer ved også f.eks. at kigge på områder som produktivitet og uddannelse.

”Det Nina kalder for førstegenerationsreformer, det er arbejdsmarkedsreformer, som stort set består i, at man ændrer på rettigheder og ydelser. Det vil sige ’stilleskruerne’, det er nogle parametre i loven, og så er dét sådan set det,” siger Jørgen Søndergaard, forskningsleder i VIVE, medlem af reformkommissionen og tidligere kommissionsformand.

Ifølge Jørgen Søndergaard, handler det derfor denne gang ikke kun om den finanspolitiske holdbarhed, men om at få løst de ”vilde” problemer.

”Man kan sige, de reformer vi arbejde med i reformkommissionen, de er mere komplicerede på den måde, at de handler om meget andet, end bare nogle stilleskruer i lovgivningen. Det gælder særligt, det som handler om uddannelsessystemet, som er nogle enormt komplicerede ting, hvor både indholdet og det at få det implementeret er en helt anderledes kompliceret opgave, end det er at stille på nogle rettigheder i dagpengesystemet eller pensionsalderen,” siger Jørgen Søndergaard.

I en dansk kontekst er begrebet andengenerationsreformer introduceret af Nina Smith i en kronik om emnet i 2016, men kimen blev lagt allerede året før i dagpengekommissionen, hvor Nina og Jon Kvist begge var med.

Ideen til reformkommissionen startede i Overformynderiet

Vi er i Overformynderiets gamle lokaler. Facaden er grå, og mellem jernbetonribberne er den belagt med grønlandsk marmor. Her forvaltedes de umyndige og forsvundne danskeres formuer indtil 1982. I disse dage er det beskæftigelsesministeriet, der har hjemme i bygningen.

Over indgangen fra Holmens Kanal står ”OVERFORMYNDERIET” fortsat skrevet med versaler.

Jon Kvist og Nina Schmidt er til møde, som en del af arbejdet i dagpengekommissionen, hvor Nina også er formand. Der sidder chefer og embedsfolk fra alle relevante ministerier, de ni kommissionsmedlemmer og en stribe af specialkonsulenter indenfor dagpengeområdet.

En embedsmand skal forklare de daværende genoptjeningsregler i dagpengesystemet. Han når til slide nummer fjorten i sit oplæg – og går i stå. Han kan ikke forklare reglerne.

Og der er heller ingen andre i lokalet, der kan finde hoved og hale i reglerne, så mødet må fortsætte til andre punkter på dagsordenen.

“Det var nogle af de klogeste hoveder i landet på dagpengeområdet, og som ovenikøbet havde haft tid til at sætte sig ind i det forud for mødet,” siger Jon, mens han tænker tilbage på episoden, og fortsætter:

“Det var nogle helt obskure regler, som ikke gav nogen mening, og der var ikke nogen, der havde tænkt, at det skulle være på den måde, men det var bare blevet sådan gennem årene.”

Embedsmanden får to uger til at tænke sig om og forberede sig til det næste møde.

Vi er tilbage i beskæftigelsesministeriets mødelokale. Præsentation går i gang, men ved præcist samme slide går embedsmanden endnu engang i stå – han kan stadigvæk ikke forklare reglerne. Efter mødet forlader Jon lokalet med en lidt dårlig fornemmelse over, at man forventer, at borgere og sagsbehandlere kan forstå systemet, når ikke engang de dygtigste eksperter kan.

”Det var der, at vi begyndte at tænke, det kunne være, vi skulle se på problemerne på nogle nye måder, og ikke bare på hvordan reglerne og de økonomiske incitamenter ser ud, men i langt højere grad også hvordan de reelt bliver oplevet af ansatte og borgere i systemet,” forklarer han.

Reformerne er ude af kommissionens hænder

Vi er tilbage, hvor vi startede, ved afslutningen på reformkommissionens arbejde. De har foreslået en bred vifte af reformer, der kan være med til at omforme arbejdsmarkedet, uddannelsessektoren og beskæftigelsesindsatsen.

Du kan læse mere om de tre reformpakker – “Nye reformveje 1, 2 og 3” her.

Blandt de tre kommissionsmedlemmer, som er med i artiklen, har der været stor ros til de mange mennesker, der udover kommissærerne, har været med til arbejdet i reformkommissionen: ”Vi havde en topprofessionel sekretariatsbetjening, det har været enormt imponerende,” siger Philipp Schrøder afsluttende.

Nu er reformerne ude af kommissionens hænder, det videre arbejde er op til politikerne.